Svingninger i brokabler
Giulia Matteoni og Antonio Acampora har begge påbegyndt deres erhvervsph.d. studium på IPU-BYG. Med henblik på at minimere kabelsvingningerne i den kommende Femern-forbindelse, ønskes der udført en instrumentering af de eksisterende broer (Storebælt og Øresund) samt udarbejdet en matematisk model.
Svingningerne introduceres af vinden, men afhænger stærkt af overisning og regn. Der er således observeret svingninger på op til 1 m ved relativt svage vinde (6-7 m/sek.)
Antonio vil anvende den nyeste sensorteknologi til at måle de meteorologiske forhold der påvirker broen. Dette er parametre som: Vindhastighed og –retning, nedbør, fugtighed, lufttryk og temperatur og de deraf resulterende svingninger. Formålet med Giulia’s ph.d. er at opnå en forståelse af broens vibrationer gennem forsøg i DTU/FORCE’s klimatiske vindtunnel koblet med den nyeste viden indenfor teoretisk og numerisk undersøgelse af vindintroducerede kabelvibrationer. De to projekter supplerer på denne måde hinanden.
IPU vil bidrage med viden indenfor sensorteknologi, udvikling af robust måleudstyr og numerisk modellering. Gennem projektet opnår IPU viden, der kan anvendes overfor andre kunder som eksempelvis vindmølleindustrien samt en tæt kontakt til Femern forbindelsen, der forventes at have interesse i andre af IPU’s ydelser som eksempelvis korrosion, overflader og materialer. Aktiviteten vil samtidigt medvirke til at styrke IPU’s position på DTU-BYG, hvor der pt. er tilknyttet 9 konsulenter og indenfor kort tid forventes opstartet et samarbejde indenfor skimmelsvampe og indeklima.